Frank Jæger (1926-1977)

Startside Louisiana Louisiana/Gyldendal

Frank Jæger (1926-1977)

Fra Lp'ens bagsidenoter:

FRANK JÆGERS VILDE HVERDAG - Allerede i III. følsomme g. blev man af et fjernt men behjertet familiemedlem advaret imod FRANK JÆGER. Han skulle have udgivet nogle "Dydige digte", der holdt det modsatte af hvad de lovede, og han skulle i et interview have erklæret sig for overbevist dovendidrik.

Bogen - med den underlige blaa mand udenpaa - blev fundet i en antikvars vindu, interviewet blev laant af en kammerat, der aldrig kunne lade sin saks og sine forældres aviser blive fra hinanden.

Den gode slætning være takket.

Thi faar man ikke betids den avledygtige Frank Jæger-bacille i blodet, ja saa faar man den vel senere - men mon den trænger saa langt ind i systemet? Mon den volder samme poetiske ravage, som naar den indføres under den grønneste ungdoms pludselige anfald af lykke, under dens natur-, pige- og selvopdagelse, altsaa som naar den er hjertekulerammende akkompagnement til een selv?

Man genser digtene, genhører dem, langt senere, og mærker hvor glubende man indtog dem første gang, mærket hvor mange hidtil ufordøjede versstumper man gaar rundt og kan. Uaabnet er antydninger og betydninger gledet ned og blev ikke andet end musik - for man var besat. Af frækheden og følsomheden, det haarde og bløde, af hugtanden og læben. Han slog et stort rygende hul i efterkrigsmuren af gispende rationeringsmærker, hybelfims, af klæg moraliseren og maksimalhumanisme - og sprang ud. Mangen een stod med kalkstøv i øjnene og glanede efter ham. Han faldt ikke. Han kunne.

Det allerførste digt i Jægers allerførste bog er et haandslag til en kammerat ved navn Tony. Man maa tro, at det er den TONY VEJSLEV, som siden slog igen med 19 Jægermelodier. Paa pladen høres tre glade, foraarsfyrige og tre høstligt og vinterligt stille samt Være-digtet. Det er den festligt-intime og vemodigt-enkle poet, Vejslev har givet sin blonde tone. Al sødmen har han overført. Det utroligt rene i denne lyrik er ogsaa hans element som visekomponist.

Er Vejslev morderlig dygtig til A'erne naar han synger, kan Jæger ikke rende fra, at han er saa ærke Københavner som nogen. Hans determinerede, direkte og dog blufærdige foredrag vil ikke lægge andet i digtene end de meddeler af sig selv, ikke pynte paa dem. Han har valgt digte at læse, der fortrinsvis kontrasterer med den milde vise - som Recitativ (indledningsdigtet i "Morgenens Trompet"), der maaske er det vigtigste i udvalget, en moderne ode og anraabelse til de forviste livsguder om at slaa miraklernes sluse op paany, genindsætte underet paa dets plads. Og som Dit Land erobret, der mangetydigt omskriver den jægerske konflikt: trofasthed mod det erobrede og den forhåbningsblandede angst ved dets krænkelse.

Vender man pladen lyder Djævelens instrument - under den kokette overflade i grunden en ganske slem og faustisk historie om kunst og kærlighed, og bas-traktøren Jæger, der har svært ved at holde det altformenneskelige instrument og pigebarnet Sille ude fra hinanden, hvad den sidste naturligvis maa bøde djævelsk for.

Frank Jæger, hvis basspil ganske rigtigt værdigedes en mindre analyse i Charles Hopkins' nu forældede "Modern Jazz", har som bekendt forlængst maattet vigee pladsen som een af de bedste jazz-bassister i Nordeuropa for ERIK MOSEHOLM, hvis trio cooler stille i baggrunden.

Naar pladen er spillet ud, og man mærker hvor meget og hvor lidt saadan en tingest kan fortælle, melder der sig et par strofer i een, som man hører fuld af erindring, men ogsaa haabefuld forventning: Min vilde hverdag. Jeg vidste, / at ingensinde er nogen morgen / den allersidste.

Det blev jeg voksen ved. / Og aldrig gaar jeg til skovs / og graver min ungdom ned.

NIELS BARFOED

Der findes sandsynligvis flere varianter end de her beskrevne - rækkefølgen er usikker...

1. Udgave LRLP 3004